mandag den 13. januar 2014

At have hushjælp...

Den familie jeg bor hos har jo en hushjælp/rengøringsdame som arbejder 10 timer mandag-fredag. I starten tænkte jeg at det var skide smart. Virkelig lang tid, men virkelig smart. Så slipper jeg jo for at lave alt det sure arbejde som vasketøj, tømme opvasker, gøre rent osv. 

Her til morgen, som har været min første morgenarbejdsdag med hende, har jeg været lidt irriteret. For ikke at sige meget! Hun møder klokken 8, altså samme tid hvor jeg står op og vækker børnene. Jeg har dækket bord så der er klar til at børnene bare kan vælte ud af sengen og spise morgenmad, og det første hun gør er at rette på det... Og det skal lige siges at det eneste engelske ord hun kan er "come". Så først er det de forkerte krus. Det er jeg godt klar over men jeg prøver at fortælle hende med tegnsprog at de andre er i opvaskemaskinen, BESKIDTE. blablabla fyrer hun af på spansk. Så fjerner hun morgenmaden (en krukke med fuldkornskiks) og lægger i stedet 4 på hver tallerken. Jeg fik altså afvide af min værtsfar igår aftes at jeg skulle gøre sådan! Og sørge for at de ikke spiste mere end 5 (mest henvendt til Javier), men hende her hushjælpen plaprer løs om at det er vigtigt de får lige mange osv (Mercedes oversatte til mig). I hvilken forskruet verden er det vigtigt at en 7-årig pige og næsten 13-årig dreng får lige meget til morgenmad?? Jeg kan fandme godt forstå han render rundt og er sulten hele tiden så... Så råber hun "come" til mig, som om jeg er hushjælpen og viser hvad børnene skal have på i skole (uniformer, i know) og hvor jeg finder det i skabet osv. Nu er jeg ellers blevet lært hele weekenden at det er vigtigt de selv rydder op efter sig, smider vasketøjet i kurven osv, men ligeså snart hende her træder ind af døren forsvinder de regler ellers. De kan altså godt selv finde deres uniformer, der er jo ingen valg der skal tages (jo om det skal være t-shirt eller langærmet) og de er noget mere uafhængige end man lige tror. Selv den mindste skal ikke bruge hjælp til at vaske hår. Men nejnej, deres uniformer skulle lægges på sengene. Mens Mercedes pakker sin idrætstaske finder hun noget gammelt tøj der skal smides til vask, og kaster det hen mod mig og siger "in the laundrybasket", hvor jeg selvfølgelig svarer at det kan hun godt selv. To sekunder efter træder hushjælpen ind i værelset og rydder op efter hende.... 

Udover det her irriterende "hvem er in charge" problem, så er børnene noget mere trygge ved hende. Men hvem kan også hamle op med en der har boet og arbejdet her i 6 år?? Og så forstår hun jo børnene. Selvom de altså er ret gode til engelsk hvis de gør et forsøg! Heldigvis krydser vi kun de 40 min om morgenen og ca en halv time om aftenen. Men hun er her jo hele dagen og skal rende ind og ud af mit værelse med vasketøj, så det er da også lidt småirriterende. Det mest irriterende er dog at hele mit hårde (og jeg mener hårde!) arbejde i weekenden måske er spildt arbejde. Jeg knyttede virkelig bånd med de to piger og vi legede alle mulige lege. Igår skulle Mercedes lave lektier hvor hun skulle huske forskellige geografiske ting i hovedet. Det hjalp jeg hende med, hvorefter hun lærte mig at sige de her fraser og fortalte hvad det betød. Og selvom lola ikke er særlig god til engelsk så kommunikerer vi rigtig godt, når der ikke er spansk talende personer til stede! Men i morges kunne jeg nærmest ikke få et ord engelsk ud af dem og de løb i favnen på hushjælpen. Det er sku øv! Så nu kan jeg ikke rigtig vurdere om jeg er mest for eller imod den her hushjælp..

Okay, lige en sidste øv ting før negativiteten er slut; jeg havde en aftale med den engelske pige Amber idag, men hendes mindste er lidt småsyg så hun skal være hjemme hele dagen in case de ringer fra skolen at han skal hjem. Det er også ret øv for hende, for fra 9-15 skal hun være hjemme, men arbejder egentlig ikke. De kan da også bare lade være med at have regler der siger at en 8 MÅNEDER lille dreng skal være i skole fra 9-15?? Spanien er mærkelig.

Nå, det var vist alt det negative for nu :p forhåbentligt skal jeg se amber imorgen istedet! Jeg ved ikke lige helt hvad min dag skal gå med, at have fri fra 8:45 til 16:45 er virkelig lang tid. Håber jeg får mine nøgler til e-bøgerne så jeg kan begynde på mine spansk afleveringer. Følte en begyndende sygdom igår, men efter en ret god nats søvn tror jeg den er ovre. Ellers må jeg jo tage en middagslur :-) Jeg kan jo også gå ud og udforske mit nabolag lidt, men lysten er der ikke rigtig. Der er koldt og jeg får ikke løn før fredag. 


Et lille aften stemningsbillede fra lørdag aften, hvor pigerne havde brugt lang tid på at sætte mit hår!
(Lola til venstre Mercedes til højre)


Ses snart! 

lørdag den 11. januar 2014

Día uno

Første hele dag i Madrid, og den er gået godt indtil videre!
Vi stod op ved 9:30 tiden. Heldigvis sover børnene længe, hvilket er fedt da det er mig der står for at de får morgenmad i de weekender hvor de er hjemme (hver anden weekend er de hos far). Efter morgenmad tager de tøj på, børster tænder osv og gør sig klar til en ny dag. Pigerne har altid helt ens tøj på, fordi det vil de gerne. I hverdagene har de kun skoleuniform og nattøj på, så de er ret glade for at bestemme tøj i weekenden. Til gengæld har de ikke så forfærdeligt meget at vælge imellem, så det tager ikke så lang tid. Pigerne tog med værtsmor ud at shoppe mens jeg sørgede for at Javier lavede sine lektier. Bagefter spillede vi Disney infinitive (i har måske set reklamerne hvor der er sådan en plade til wii som man stiller sin figur på og så spiller man med den - han har det så med skylanders figurer og ikke rigtige disney figurer). 

Da pigerne kom hjem tog vi allesammen downtown for at hygge og vise mig lidt rundt. Vi gik lidt rundt, værtsfar fortalte mig en masse navne og steder (som jeg slet ikke kan huske længere...) og ellers hyggede vi og legede "gul bil" legen. De to ældste er forresten overraskende gode til engelsk! Jeg blev f.eks. lige sat på plads! Jeg spurgte Mercedes (den ældste pige) hvordan man siger gul på spansk, hun svarer "amarillo and car is coche" så jeg svarer "amarillo coche" og hun siger "nooo coche amarillo" :p Hun er så sød og kærlig, vil altid holde i hånd og forklare mig en masse små ting. Og så spørger hun hele tiden enten "do you like..." Eller "what do you prefer..." Og nævner to ting. Sådan lærer hun mig ligesom at kende. 

Vi tog ind og spiste frokost på en lille bar, som de har rigtig mange af her, hvor vi fik traditionel spansk brød med serrano skinke. Bagefter tog vi på en anden lille restaurant for at prøve noget andet spansk, så vi fik selvfølgelig ikke så meget på den første. Her bestilte de en del forskellige retter, hvor traditionen er at de kommer ind i små skåle og så får alle lidt af hvert. Vi fik blandt andet kartoffelmossalat med mayo og grøntsager, rejer stegt i hvidløg, "broken eggs" som er pommes frites med den hvide del af spejlæg, bagte brødkrummer med spansk pølse og løg og sidst men ikke mindst: ko mavesæk... Det smagte fint men ser ret uappetitligt ud så smagte kun lidt på det. Det ligner kød med hud på.. Efterfølgende fik vi dessert som var yoghurt kage og cheesecake. Det brød kuren ret meget det hele, men det var fordi jeg skulle smage spansk mad ;-) 

Da vi kom hjem var der den sædvanlige "jagt", som altså opstår fordi deres hund Tea bliver sur når alle forlader lejligheden, og derfor afmærker sit territorium et eller andet sted. Hun er nemlig så smart at hun kan åbne ALLE døre så det nytter ikke noget at lukke dem. Og hun går ind på alle værelser for at tjekke om det godtnok kan passe at der ikke er nogen hjemme. Hun åbner også dørene udtil hvis de ikke er låste, så det skal de altid være. Normalt tisser hun bare et sted på gulvet, men denne gang tog hun det til det næste level: hun tissede i min seng... Værtsfar og værtsmor var super sure på hende, det har hun aldrig gjort før, undskyldede så meget overfor mig og var super pinlige. Det er jo slet ikke deres skyld, og så længe de hjalp med at rydde op var det helt iorden. Alt skal så vaskes, heldigvis er der aftageligt betræk på madrassen som det ikke var gået igennem. Men alt andet skulle vaskes, så det bliver det nu. Javier har en køjeseng så vi har løftet den ene af de madrasser ind til mig, for det andet kan slet ikke nå at tørre. De har allerede planlagt at sætte en lås på udenfor døren så den kan låses når jeg ikke er derinde, for det magter de ikke igen! Der er nemlig ingen nøglehuller i dørene her. Heller ikke på badeværelserne. Godt jeg har mit eget ;-) 

Nu er der siesta inden der er snack klokken 18. I Spanien spiser de nemlig frokost mellem 14-15 og aftensmad mellem 21-23.. Det skal jeg lige vænne mig til! Det betyder altså også at alle børnene først kommer i seng klokken 22, de er altså kun 7 og 10 de mindste... Men de går i skole til klokken 17 og har først fritidsaktiviteter derefter, så det hele bliver naturligvis rykket pga det. Der er ikke noget at sige til at børnene er ret smadrede i weekenderne. Imorgen har de alle tre golf og rulleskøjte timer som vi skal til.


Børnene fra venstre: Lolita (kaldes lola), Mercedes og Javier. 
Det var alt for denne gang! 
xoxo

fredag den 10. januar 2014

Point of no return

Første indlæg fra Madrid! 
Ankom med flyveren 12:10 til et solrigt Madrid. Blev hentet af værtsfar og værtsmor, da ungerne er i skole. Efter en lille køretur (vel 15 min), ankom vi til det der skal være mit nye hjem. Det ser meget fint ud udefra og har en venlig bestyrer der holder skansen. I lejligheden er det dog ikke over fint, men indretningen er meget personligt præget. Mit værelse ligger bagved køkkenet, et stykke væk fra de andre værelser og stuer. Optur: ikke så meget larm. Nedtur: nettet rækker ikke ret godt. Har heldigvis eget badeværelse hvilket er mega optur! 

Jeg blev vist rundt, vi spiste frokost og nu er der siesta. Som de selv siger: de arbejder ikke efter frokost så de er priviligerede nok til at holde det - så de gør det. Men jeg er sikker på det bliver rart med noget tid hvor man faktisk er helt undskyldt at lukke sig inde på værelset! De har rengøringsdame hver dag fra 8-18. Er spændt på at se hvad hun kan bruge så meget tid på om ugen! So far har jeg set hende rydde op efter aftensmaden igår, ordne vasketøj (hvor vasketøjssnoren btw er udenfor mit vindue så det skal hun ordne herinde fra....) og lave frokost til os. De er lige gået på kur så det bestod af gulerodspure og kartoffel omelet. Ret lækkert faktisk! 

Hvad jeg har erfaret so far:
Det tætteste metrostop er 300 meter væk, den nærmeste starbucks er 200 meter væk og ligeledes er det nærmeste fitnesscenter. 

Klokken 17 skal børnene hentes fra skole, som jeg skal opleve for første gang. Efterfølgende skal de to ældste til et eller andet kirke noget, hvilket den mindste gør om tirsdagen. Tror på der er knald på om aftenen her! Der tager jeg hen med værtsfar imens værtsmor tager mindste til tandlægen. 
Imorgen skal vi downtown og se os lidt omkring.

Det var vist alt so far! Nu må jeg hellere begynde det dersens udpakning. 



torsdag den 9. januar 2014

Hvad er der med de der sko der?

Min sko-fetich fik kløerne i mig den anden dag... Jeg var ude at shoppe de sidste ting til Madrid (hvor jeg blandt andet købte denne smukke ring), og skulle have et par sneakers. Begge mine vans er nemlig ret meget døden nær :-( RIP! Jeg kiggede lige indenfor i de fleste skobutikker, men faldt ret meget for det lækre udsalg i Bianco. Der var to for en, og det tog mig ikke ret lang tid at finde nogle fiiiine fine sko - som jeg altså bare MÅTTE have!



Damn, de er fine! Dem kunne jeg jo ikke leve uden. Den hurtige læser har nok opfattet at ingen af disse par er sneakers, og i min sko-rus kom jeg altså hjem uden. Derfor måtte jeg tilbage idag for at få det jeg kom efter. Jeg gik i sport 24 outlet, som ligger ude i city syd, hvor jeg kom hjem med disse skønne nikes;


Not bad hva? Man kan da ikke andet end at elske januar udsalg!

Last minute ting

Jeg troede jeg var i goood tid og sagtens kunne nå det hele. Men det kan vist ikke helt have været sandt, sådan som jeg har stresset rundt idag! Kort fortalt; op, skynde mig ud i søsters lejlighed fordi der skulle aflæses vand (og en mand der ikke kender forskel på eftermiddag og formiddag!!), i bilka og købe gamacher (på tilbud heldigvis!), købe sneakers fordi jeg selv var for letpåvirkelig den anden dag, købe sandwich i nadias, skynde mig hjem, ringe til VUC, skynde mig op med indmeldelsespapirer, få velkomstpakke, hjem, endelig tid til at spise min første bid mad (!!), søge su, ringe til Telenor, læse velkomstpakken, opsætte firstclass, skrive lister (de redder mig lige nu!) sætte mig ned og trække vejret (og skrive blogindlæg...) og skal nu igang med at pakke færdig. Mit værelse og min hjerne er et stort rod! Føj



Rod og lister!

onsdag den 8. januar 2014

Mit Madrid-eventyr

Så er det vist på tide at fortælle jer lidt af det jeg ved om mit kommende eventyr! Jeg har fundet en rigtig sød familie i Madrid, som godt kunne tænke sig at have en "storesøster". Når alt kommer til alt har de måske ikke sindssygt meget brug for en au pair, men jeg skal agere storesøster i den forstand, at jeg skal gå med dem til svømning, hente dem fra skole, have det sjovt med dem og passe dem når forældrene er ude. Det er helt klarlagt for mig hvad de vil bruge mig til, og derfor ser jeg det slet ikke som et problem at jeg ikke har en hel masse ansvar, som jo var det jeg søgte efter første familie i USA (læs mere HER og HER).

Familien består af mor, stedfar (skilsmissefamilie, men de er tætte med faderen som de er ved hver anden weekend), dreng på 12 og to piger på 10 og 7. Børnene går i skole hver dag fra 9-17 så der har jeg altid fritid. Så henter jeg børnene, laver lektier, leger, går til fritidsaktiviteter, spiser, gør klar til seng og så er dagen ovre. Hvor meget jeg er en del af aftenrutinen ved jeg ikke helt endnu, men det kommer nok. Min værtsmor er advokat, men kun på deltid, så hun er altså hjemme hele tiden når jeg arbejder. Vi hjælpes ad med det hele, men børnene er ret store så det er jo ikke fordi hun render mig i hælene. Desuden er jeg der for at være en storesøster de kan have det sjovt med og lære engelsk af, hvilket nemlig også er et af mine store gøremål.

De bor i en stor lejlighed inde i Madrid, 400 m fra Real Madrids fodboldstadion Santiago Bernabeu. Det bliver rart at bo tæt på alt. Det gjorde jeg også som sådan i Philadelphia men ingen af mine venner boede tæt på overhovedet. Jeg er allerede i kontakt med en pige fra England som hedder Amber. Hun skal derned imorgen og vi skal bo tæt på hinanden, med metro. Heldigvis er metro systemet i Madrid ret godt i alle retninger, så det er let at komme lige hen hvor du vil.

Der er vist ikke så meget mere jeg kan fortælle lige nu, andet end at nu må det godt blive fredag, så jeg kan starte eventyret! (Eller, det må det ikke for er ikke klar endnu..)

tirsdag den 7. januar 2014

Skagen ring

Da jeg den anden dag var ude at købe noget med min mor i en smykkebutik, faldt jeg ret pladask over nogle smukke ringe fra Skagen design. Da jeg så igår skulle bruge et gavekort jeg fik til Salling i julegave, så kunne jeg altså ikke lade være. Jeg havde tre favoritter og desværre havde de ikke de to jeg synes bedst om hjemme i min størrelse. Men når nu det var et gavekort valgte jeg alligevel at købe min 3. prioritet. Det havde jeg nok ikke gjort hvis det var af min egen lomme (selvom den faktisk var billigere end de to andre). Jeg har aldrig rigtig haft en fin ring som kan gå til alt, og jeg ved jeg bliver rigtig glad for den.



Jeg har altid været en sølvpige, og jeg overvejede et kort øjeblik at bryde det mønster og tage en i guld. Men det er altså bare ikke mig, så selvfølgelig var det en sølv der kom med hjem. Nu sidder den som klistret til min finger! De to andre ringe kan i finde her og her