Der kommer et indlæg senere om min søndag, som kom til at stå på seightseeing med Maria :-) Lige nu vil jeg bakse videre med at få Ben til at sove - det er altså ikke et nemt job jeg har....
mandag den 22. oktober 2012
Nedtællingen er begyndt
Nu er der præcis en uge til at jeg bliver hentet i lufthavnen af min nye værtsfamilie - hold nu op hvor jeg glæder mig.. Nu skal jeg bare have overstået de sidste 5 arbejdsdage her, og så ser jeg frem til en lækker weekend!
Der kommer et indlæg senere om min søndag, som kom til at stå på seightseeing med Maria :-) Lige nu vil jeg bakse videre med at få Ben til at sove - det er altså ikke et nemt job jeg har....
Der kommer et indlæg senere om min søndag, som kom til at stå på seightseeing med Maria :-) Lige nu vil jeg bakse videre med at få Ben til at sove - det er altså ikke et nemt job jeg har....
søndag den 21. oktober 2012
Fright Fest
Skulle bogstaveligt talt overtales til at tage til Fright Fest i Six Flags, fordi jeg som altid er bange på forhånd når det handler om sådan noget... Men det var heldigvis ingenting, skræmme mæssigt - det viste sig at være tilladt for børn, nemlig. Maria, Franzi og jeg tog altså i Six Flags igår, og jeg blev meget positivt overrasket. Vi tog derop klokken 17, da der stadig var lyst, og fandt Six Flags meget befolket. Vi kunne altså godt regne ud at vi skulle stå i kø mere end de sidste par gange jeg har været der, men det gjorde os egentlig ikke så meget, for vi snakkede bare en hel masse. Derudover fik Maria og jeg også lige købt en Six Flags flaske, som kostede $11, til at gå og "sutte" i, i de lange ventetider. Der var refill så meget man ville resten af dagen - resten af sæsonen koster det så $0,99 at få den fyldt op. Jeg donerede min til Franzi bagefter, eftersom jeg ikke kommer igen i 2012..
Generelt stod vi nok i kø i gennemsnitligt 25 min. ved hver forlystelse, men som sagt gik det altså ret hurtigt. Det der gjorde det en hel masse værd var selvfølgelig hvor smukt det blev da mørket faldt på ved 19-tiden! Mitelendige kamera kunne selvfølgelig ikke tage billeder i mørket, så dem har jeg desværre ikke nogen af - men vi fik alligevel taget lidt stemningsbilleder, og jeg prøvede at tage billeder imens en forlystelse var igang, det var altså ikke helt let... Det var en rigtig hyggelig dag, uden noget stress, hvor vi bare tullede rundt og snakkede og havde det sjovt.
I dag skal jeg så til Au Pair Social, som kommer til at foregå i Brackenridge park. Det er en familie picnic, hvor au pairs, værtsfamilier og andre interesserede er velkomne, og så er det bare meningen man skal underholde sig selv, og at AuPairCare skal reklamere lidt for at få nye familier. Det er selvfølgelig ikke helt så nederen som det lyder for man er sammen med de søde andre piger, og så er der gratis pizza ;-) Det er ikke så længe, og måske finder nogen af os på at lave noget sjovt efterfølgende.
Næste weekend er min friweekend (og sidste weekend her) så jeg vidste udemærket godt at skemaet ville blive stramt i den her uge, når 45 timer skal fordeles på 5 dage i stedet for 6. For ja, ved denne her familie har man aldrig under 45 timer ligemeget hvad. Tror de har misforstået AuPairCares regel med at det er HØJEST 45 timer om ugen - og ikke PRÆCIS 45 timer om ugen. Så kunne jeg da slippe for al den spildtid hvor jeg er på arbejde men ikke laver en rygende fis... Nå, men det betyder altså at jeg skal arbejde 9 timer hver dag i næste uge, så der kommer slet ikke til at ske noget spændende - deraf højst sandsynligt heller ikke nogen blogindlæg, jeg beklager.
Nå, jeg må hellere komme ud af sengen og få lavet noget fornuftigt inden mit rigtige program starter i dag - det er desværre i USA som det er i DK: din kuffert pakker ikke sig selv...
Ha' en god søndag venner! Mange kram
Generelt stod vi nok i kø i gennemsnitligt 25 min. ved hver forlystelse, men som sagt gik det altså ret hurtigt. Det der gjorde det en hel masse værd var selvfølgelig hvor smukt det blev da mørket faldt på ved 19-tiden! Mit
 |
| Maria, Franzi og jeg i en forlystelse |
 |
| Crazy forlystelse! |
 |
| Mit cola-armbånd! |
 |
| Maria og jeg i "supermand" |
Næste weekend er min friweekend (og sidste weekend her) så jeg vidste udemærket godt at skemaet ville blive stramt i den her uge, når 45 timer skal fordeles på 5 dage i stedet for 6. For ja, ved denne her familie har man aldrig under 45 timer ligemeget hvad. Tror de har misforstået AuPairCares regel med at det er HØJEST 45 timer om ugen - og ikke PRÆCIS 45 timer om ugen. Så kunne jeg da slippe for al den spildtid hvor jeg er på arbejde men ikke laver en rygende fis... Nå, men det betyder altså at jeg skal arbejde 9 timer hver dag i næste uge, så der kommer slet ikke til at ske noget spændende - deraf højst sandsynligt heller ikke nogen blogindlæg, jeg beklager.
Nå, jeg må hellere komme ud af sengen og få lavet noget fornuftigt inden mit rigtige program starter i dag - det er desværre i USA som det er i DK: din kuffert pakker ikke sig selv...
Ha' en god søndag venner! Mange kram
onsdag den 17. oktober 2012
12 dage igen...
Jeg har haft et par sure dage uden nogen taknemmelighed fra min værtsfamilies side, selvom jeg måtte arbejde det meste af weekenden pga. at Sara måtte indlægges igen. Jeg er ved at være lidt træt af ikke at blive værdsat for det jeg gør, for det er bestemt ikke let at være au pair, og da slet ikke ved denne her familie hvor de efterhånden er stamgæster på hospitalet. Jeg kan godt begynde at mærke en smule bitterhed over at jeg har valgt at rematche, og det kan faktisk være temmelig ubehageligt til tider. Men, jeg holder ud, de 12 dage der er tilbage! Skypede med min søde nye familie her til aften og kan slet ikke lade være med at smile. De lovede at vi nok skulle lave nogle spændende ting og have det rigtig sjovt, så de kunne gøre lidt op for de småtriste tider jeg har haft her. Og da jeg fortalte at min medbragte garderobe slet ikke er vintervenlig, eftersom jeg troede jeg skulle tilbringe et år i Texas, udbrød min nye værtsmor meget begejstret: "Ooooh, that can only mean one thing: shoppiiiing". Og så informerede de mig lige om at min første weekend i Philly højst sandsynligt allerede går til en helt anden stat. Men nu vil jeg ikke afsløre for meget, hvis det ikke bliver til noget.
Jeg har ikke noget særligt spændende at fortælle om de sidste par dage, men lidt billeder sige mere end ord. Siden sidst har jeg:
Det er helt utroligt hvor meget mere selvsikker jeg er blevet på at passe Sophie i ny og næ (ti minutter her, og ti minutter der). I starten var jeg, undskyld sproget, ved at skide grønne grise ved tanken om at skulle holde hende. Nu kan jeg slet ikke give slip på hende igen! (og jeg sørger da også så rigeligt for at få dokumenteret det når jeg har hende).
Jeg har ikke noget særligt spændende at fortælle om de sidste par dage, men lidt billeder sige mere end ord. Siden sidst har jeg:
 |
| Haft besøg af pigespejdere der ville sælge småkager (er jeg den eneste der tænker "elitepædagogen"?) |
 |
| Haft lidt Sophie-tid |
 |
| Været på Witte museum med Ben |
 |
| Lagt puzzlespil over staterne noget nær en million gange (Er ret sikker på jeg kan gøre det i søvne nu) |
Idag har den stået på 10 timers arbejde, imorgen står den på 9 og torsdag tager vi lige 9,5. Til gengæld har jeg nogle dejlige weekender i sigte inden jeg forlader Texas. Der er altså noget jeg har fundet ud af at jeg skal opleve inden jeg tager herfra - nu krydser jeg bare fingre for at nogen har tid og lyst til at gøre det med mig :-) I kan høre mere om det, når jeg (forhåbentligt) er blevet den oplevelse rigere.
Og ellers, ja, så vil jeg bare lige sige tak for at der er nogen der gider læse mine skriblerier. For med gennemsnitligt lidt over 90 views pr. dag på bloggen kan det altså ikke kun være Lise der besøger den (selvom jeg ved hun tager en god del af views'ne)!
Jeg håber virkelig at jeg snart kan komme med noget rigtig interessant, og ikke kun det her hverdagshalløj der har stået på det sidste stykke tid - så stay tuned everyone.
Lots of love
søndag den 14. oktober 2012
En svær beslutning
En svær beslutning er taget, nu efterhånden for noget tid siden. Som jeg har lagt lidt op til, så har jeg noget at fortælle jer som kommer til at få alvorlig betydning for bloggens indhold. (Ueha, det lyder så farligt...)
Som jeg tidligere har nævnt så har det været rigtig hårdt at være ved denne her familie til tider, og det med at Sara er hjemmegående har været en kamp. Der har bestemt ikke været noget galt med kommunikationen på noget tidspunkt, men problemer der ikke kan ændres ved, ja, de bliver altså ved med at være problemer. Til sidst tog jeg den beslutning at jeg ville rematche. Det var en meget svær beslutning, og det var også rigtig hårdt for min områdeleder. Det er meget sjældent at au pairs rematcher hvis der ikke er noget galt på det sociale/familie-mæssige plan, men eftersom jeg er kommet her for at arbejde synes jeg bare at det arbejdsmæssige fylder mest - og er det der skal fungere mest optimalt. For ja, som jeg har før har sagt, så kan jeg sagtens med familien. Det er bare rigtig svært at prøve at blive en del af familien, for man vil også gerne have sin egen fritid, væk fra dem allesammen. Og eftersom både Sara og Jason altid er omkring når jeg arbejder, så har man bare ikke den samme lyst til at spendere sin fritid sammen med dem også.
Lige da jeg kom i rematch, den 28/9, overvejede jeg kraftigt om jeg skulle fortælle det her på bloggen. Men jeg valgte at lade være, eftersom hvis man ikke rematcher, så bliver man sendt hjem. Min rematching process har dog været en smule anderledes i forhold til den normale process, pga. forskellige faktorer der har spillet ind, blandt andet at Sara skulle føde. Det betød altså at fra den dag jeg kom i rematch havde jeg 4 uger til at finde en ny familie, i stedet for kun 2 uger som man normalt har. Det betød så også at jeg var låst ved denne her familie indtil den 26. october - altså de 4 uger som jeg var i rematch. Altså, hvis jeg fandt en familie hurtigt, kunne jeg ikke få lov at flyve derhen før den 27. october.
Ja, som mange af jer nok kan gætte, eftersom det ikke er den 26. endnu, så har jeg altså fundet en ny familie, og matchet med dem. Det er en sød lille familie på 3, med mor, far og lille dreng på 7 måneder. De bor i Philadelphia, Pennsylvania, og jeg flyver hen til dem mandag d. 29 om morgenen, da de ikke er hjemme i den weekend min kontrakt udløber her. Jeg kan/vil ikke fortælle så meget om dem endnu, da de ikke ved jeg har en blog, og jeg ikke har spurgt om jeg må skrive navne og lægge billeder op.
Alt i alt har min rematching process forløbet rigtig godt, og vi har kunne få det til at fungere fra alle sider. Selvfølgelig er min nuværende familie kede af at jeg ville rematche, men de har også erkendt at de ikke kan gøre noget ved det. Nu er det bare med at få det bedste ud af den sidste tid vi har sammen. Jeg kan udemærket godt forstå hvis folk ikke kan sætte sig ind i min situation, og synes jeg rematcher af forkerte grunde. Men det er en beslutning jeg har taget, og det er helt OK hvis i ikke er enige med mig i beslutningen, men jeg frabeder mig al dårlig feedback på det. Der er en masse faktorer der spiller ind, som I ikke kender til, og jeg har heller ikke udpenslet mine grunde til fulde, da det ville tage meget tid og indlægget ville blive rigtig langt. Det er sådan det er, og om to uger kommer jeg til at blogge fra Philadelphia i stedet for San Antonio. Jeg glæder mig til at starte på en frisk og føle at jeg endelig starter mit au pair-år ordentligt.
Jeg håber ikke det blev for langt og træls at læse, men jeg blev nødt til at fortælle det, ellers ville nogen nok finde det mistænksomt at jeg begyndte at skrive fra Philadelphia for good. Hvis der sidder nogen nuværende eller kommende, eller sågar forhenværende au pairs derude og gerne vil vide mere, så må i meget gerne skrive en email til mig på julie.valsbykoch@gmail.com. Så skal jeg prøve at besvare jeres spørgsmål og tanker til fulde.
Ellers, ja så håber jeg selvfølgelig stadig i har det godt.
Mange kram, indtil videre stadig fra SA
Som jeg tidligere har nævnt så har det været rigtig hårdt at være ved denne her familie til tider, og det med at Sara er hjemmegående har været en kamp. Der har bestemt ikke været noget galt med kommunikationen på noget tidspunkt, men problemer der ikke kan ændres ved, ja, de bliver altså ved med at være problemer. Til sidst tog jeg den beslutning at jeg ville rematche. Det var en meget svær beslutning, og det var også rigtig hårdt for min områdeleder. Det er meget sjældent at au pairs rematcher hvis der ikke er noget galt på det sociale/familie-mæssige plan, men eftersom jeg er kommet her for at arbejde synes jeg bare at det arbejdsmæssige fylder mest - og er det der skal fungere mest optimalt. For ja, som jeg har før har sagt, så kan jeg sagtens med familien. Det er bare rigtig svært at prøve at blive en del af familien, for man vil også gerne have sin egen fritid, væk fra dem allesammen. Og eftersom både Sara og Jason altid er omkring når jeg arbejder, så har man bare ikke den samme lyst til at spendere sin fritid sammen med dem også.
Lige da jeg kom i rematch, den 28/9, overvejede jeg kraftigt om jeg skulle fortælle det her på bloggen. Men jeg valgte at lade være, eftersom hvis man ikke rematcher, så bliver man sendt hjem. Min rematching process har dog været en smule anderledes i forhold til den normale process, pga. forskellige faktorer der har spillet ind, blandt andet at Sara skulle føde. Det betød altså at fra den dag jeg kom i rematch havde jeg 4 uger til at finde en ny familie, i stedet for kun 2 uger som man normalt har. Det betød så også at jeg var låst ved denne her familie indtil den 26. october - altså de 4 uger som jeg var i rematch. Altså, hvis jeg fandt en familie hurtigt, kunne jeg ikke få lov at flyve derhen før den 27. october.
Ja, som mange af jer nok kan gætte, eftersom det ikke er den 26. endnu, så har jeg altså fundet en ny familie, og matchet med dem. Det er en sød lille familie på 3, med mor, far og lille dreng på 7 måneder. De bor i Philadelphia, Pennsylvania, og jeg flyver hen til dem mandag d. 29 om morgenen, da de ikke er hjemme i den weekend min kontrakt udløber her. Jeg kan/vil ikke fortælle så meget om dem endnu, da de ikke ved jeg har en blog, og jeg ikke har spurgt om jeg må skrive navne og lægge billeder op.
Alt i alt har min rematching process forløbet rigtig godt, og vi har kunne få det til at fungere fra alle sider. Selvfølgelig er min nuværende familie kede af at jeg ville rematche, men de har også erkendt at de ikke kan gøre noget ved det. Nu er det bare med at få det bedste ud af den sidste tid vi har sammen. Jeg kan udemærket godt forstå hvis folk ikke kan sætte sig ind i min situation, og synes jeg rematcher af forkerte grunde. Men det er en beslutning jeg har taget, og det er helt OK hvis i ikke er enige med mig i beslutningen, men jeg frabeder mig al dårlig feedback på det. Der er en masse faktorer der spiller ind, som I ikke kender til, og jeg har heller ikke udpenslet mine grunde til fulde, da det ville tage meget tid og indlægget ville blive rigtig langt. Det er sådan det er, og om to uger kommer jeg til at blogge fra Philadelphia i stedet for San Antonio. Jeg glæder mig til at starte på en frisk og føle at jeg endelig starter mit au pair-år ordentligt.
Jeg håber ikke det blev for langt og træls at læse, men jeg blev nødt til at fortælle det, ellers ville nogen nok finde det mistænksomt at jeg begyndte at skrive fra Philadelphia for good. Hvis der sidder nogen nuværende eller kommende, eller sågar forhenværende au pairs derude og gerne vil vide mere, så må i meget gerne skrive en email til mig på julie.valsbykoch@gmail.com. Så skal jeg prøve at besvare jeres spørgsmål og tanker til fulde.
Ellers, ja så håber jeg selvfølgelig stadig i har det godt.
Mange kram, indtil videre stadig fra SA
lørdag den 13. oktober 2012
Mekaniker-me!
Havde en sjov oplevelse tidligere idag, som jeg altså bliver nødt til at dele med jer!
Var på legepladsen med begge drengene til eftermiddag, og da vi ankommer holder der to biler på den lille parkeringsplads. Den ene bil kunne ikke starte, og den anden holdte så klar til at starte med startkabler. Rundt omkring stod der fire forvirrede unge mænd (vel mellem 20 og 23, ikke helt grimme af udseende og to styks med bare maver) og ikke havde nogen anelse om hvordan de der startkabler skulle placeres. Da de havde stået og set fortabte ud i noget tid (og jeg var færdig med at savle) spurgte jeg om de havde brug for hjælp. Det var selvfølgelig med bankene hjerte, for det ville være pinligt at tilbyde sin hjælp og så gøre sig selv til grin fordi man ikke kunne finde ud af det :p Men eftersom jeg har haft en smule øvelse på den gode gamle mazda derhjemme, så tog jeg chancen. 2 sekunder efter var bilen startet og klar til at køre ;-) De synes jeg var så sej at de bad om at få taget et billede med mig så de kunne fortælle og vise deres venner hvor sej en pige kan være! Og da deres tændte radio så få sekunder efter begyndte at spille "Call me maybe" gik jeg meget flov derfra... Men det var en sjov oplevelse og gav da lige et lille selvtillidsboost ;-)
Her til aften skypede jeg med den sødeste pige, og helt ubevidst blev det en temmelig lang samtale... Vi kunne bare ikke stoppe med at snakke igen, for det er sku lidt underligt ikke at kunne snakke sammen hver dag som vi plejede at gøre!
Det var bare igen en lille update fra mig - kan slet ikke lade være med at dele hver en lille ting der er at fortælle, lige for tiden :p Håber ikke i er trætte af det (ellers kan i jo selvfølgelig lade være med at læse med...)
Var på legepladsen med begge drengene til eftermiddag, og da vi ankommer holder der to biler på den lille parkeringsplads. Den ene bil kunne ikke starte, og den anden holdte så klar til at starte med startkabler. Rundt omkring stod der fire forvirrede unge mænd (vel mellem 20 og 23, ikke helt grimme af udseende og to styks med bare maver) og ikke havde nogen anelse om hvordan de der startkabler skulle placeres. Da de havde stået og set fortabte ud i noget tid (og jeg var færdig med at savle) spurgte jeg om de havde brug for hjælp. Det var selvfølgelig med bankene hjerte, for det ville være pinligt at tilbyde sin hjælp og så gøre sig selv til grin fordi man ikke kunne finde ud af det :p Men eftersom jeg har haft en smule øvelse på den gode gamle mazda derhjemme, så tog jeg chancen. 2 sekunder efter var bilen startet og klar til at køre ;-) De synes jeg var så sej at de bad om at få taget et billede med mig så de kunne fortælle og vise deres venner hvor sej en pige kan være! Og da deres tændte radio så få sekunder efter begyndte at spille "Call me maybe" gik jeg meget flov derfra... Men det var en sjov oplevelse og gav da lige et lille selvtillidsboost ;-)
Her til aften skypede jeg med den sødeste pige, og helt ubevidst blev det en temmelig lang samtale... Vi kunne bare ikke stoppe med at snakke igen, for det er sku lidt underligt ikke at kunne snakke sammen hver dag som vi plejede at gøre!
 |
| Jep, læg mærke til tiden! Hvis i ikke kan læse det siger den 3:41:40... |
Sov godt! Eller.. ja.. Jeg kan sove godt, i andre kan vel snart stå op ;-) Men det er selvfølgelig lørdag... Nå, godnat!
fredag den 12. oktober 2012
Finally friday
Er lige på legepladsen med Ben inden vi smutter på biblioteket.. Og har allerede fri om 3,5 timer! Når jeg har fri skal jeg Skype med den allerbedste pige i verden, kan man andet end at elske fredag??
Awwww
Look at that sweetypie! Er helt forelsket og vist også en lille smule skruk.... Men kan man være andet??
Abonner på:
Opslag (Atom)