onsdag den 8. august 2012

Som tiden dog flyver

Så er det allerede onsdag og om to sølle dage har jeg været hos familien i 2 uger! Det går helt utroligt stærkt. Siden vi kom hjem fra Port Aransas mandag aften er der ikke sket sådan vanvittigt meget. Resten af "ferien" nød jeg bare stille og roligt når jeg ikke var on duty. I går arbejdede jeg kun sølle 6 timer fordelt ud på både morgen og aften, så det var en ret afslappet dag. Jeg var ved nabolagets pool alene omkring middagstid da jeg havde fri, efter at have skypet med min søde mor og far. Senere skulle jeg tage Ben til gymnastik som jeg bare skal sidde og kigge på i en time, så det er også ret afslappet. Jason er på forretningsrejse i Arizona hvor de har startet et nyt "sol system" projekt, og han kommer først hjem i morgen. Man kan allerede mærke at "manden i huset" er ude for drengene udnytter Sara til fulde når Jason ikke er der til at irettesætte dem som Sara ikke er så god til.. Så der er meget skrig og skrål de her dage!!

I går aftes var jeg så heldig at være i biografen med en ny au pair veninde jeg har fået, Odile fra Syd Afrika. Hun har været au pair her i 1,5 år men har boet i Washington DC indtil for 7 uger siden hvor hendes værtsfamilie flyttede til San Antonio. Derfor har hun heller ikke så mange bekendtskaber her endnu. Vi var inde at se den nye Step Up revolution som selvfølgelig var god! (Piger: han er lækker - så tag ind at se den!) Så fik jeg ligesom chancen for at opleve noget dansk på en amerikansk måde, hvis i forstår. At tage i biografen er dansk for mig fordi det var noget jeg gjorde i Danmark. Indtil videre er det umiddelbart det første velkendte jeg gør her. Udover at sove og spise - men maden er selvfølgelig ikke så lækker så det tæller ikke. Well, biografen var enorm!! Men alt herovre er jo større. Man betaler udenfor og så lige inden for døren kan man købe popcorn og sodavand som normalt, men man kan også købe hotdogs, nachos og andre underlige ting som efter min mening ikke hører til i en biograf! Jeg bestilte en mellem cola og en mellem popcorn..... Som kom ud som gigantisk af begge dele! Sodavanden var på 0,8 liter som jeg ikke lige havde regnet med.. Jeg fik smør på mine popcorn, og det smager altså virkelig godt!!

Okay, billedet snyder.. De er altså større end de ser ud!

Odile er en sød pige og jeg kommer sikkert til at tilbringe en del tid med hende :-)

I dag er jeg bare smadret fordi jeg kom lidt sent hjem og er vant til at få 8 eller 9 timers søvn her, men i nat fik jeg kun 6... Må gå tidligt i seng i aften! Da jeg var med Ben til svømning i dag mødte jeg helt tilfældigt min anden veninde Janine fra Tyskland som havde sine piger til svømning.. Efter svømning kørte jeg rundt i området og så nogle ting sådan at jeg har lettere ved at finde rundt her (det er virkelig svært!!). Men nu har jeg efterhånden styr på at finde til både gymnastik, svømning, Bens skole, Jasons forældre og nu også hen til Janine. Vi prøvede at køre derhen og det var heldigvis let! Det betyder også at jeg snart er "fri" til at køre hvorhen jeg vil i min fritid fordi jeg kan finde bedre rundt. 

Jeg er on duty igen om 30 minutter, så ville bare lige give jer en hurtig opdatering om mine sidste dage (på opfordring fra min søde svigerinde som åbenbart er lidt utålmodig.....) Og egentlig blev indlægget lidt længere end først beregnet, uden der faktisk står noget særligt spændende.. Så en lidt dagligdags kedelig opdatering fra mig, men måske er der nogen der finder det lidt interessant?

Fortæl endelig hvis i oplever noget spændende i DK! Men lad egentlig være med at gå for meget i detaljer, for jeg er ikke så glad for at gå glip af noget...
Well, mange kram herfra! :-)

mandag den 6. august 2012

Endelig fridag!!!

.... Som typisk nok indeholdt skod-vejr!
Jeg stod op i morges med en glad tanke om at jeg kunne gøre lige hvad jeg ville (okay måske ikke, men det føltes sådan!) hele dagen. Da jeg havde pakket min "pool-taske", med alle de ting der er nødvendige når man tilbringer hele dagen ved poolen, gik jeg lige ud for at sige hej til familien. De sagde de ville tage forbi et fuglereservat til formiddag og så en tur ned i byen og på cafe. Jeg spurgte om jeg måtte tage med i fuglereservatet, bare sådan rent "kulturelt", og så blive kørt tilbage bagefter og det var helt fint med dem. Så vi tog i fuglereservat og jeg var bare klar til at se på fugle! Men det overgik alle mine forventninger der jeg både så firben, pelikaner og en alligator! Vi var der ikke vildt længe men det var stadig rigtig spændende..

Et lille firben der på ingen måder var bange for mig

Okay, det er måske svært at se, men jeg har stadig
set en levende alligator!!

Da jeg blev sat af ved lejligheden igen glædede jeg mig bare til at komme ned til poolen! Så jeg skyndte mig ned til poolen og lå en lille smule. Der var godtnok ret overskyet men jeg tænkte at så længe det ikke var koldt gav det da nok en bare lidt tan. Pludselig begynder det så at regne, ikke sådan styrte ned men det dryppede en del, ville man nok sige i DK (hvilket er meget for texas) og jeg havde bøger og andre ting med ud som jeg ikke magtede skulle blive våde. Derfor besluttede jeg mig trist til mode for at gå tilbage til lejligheden. Lige inden jeg rejser mig så råber en fyr fra en terrasse ned til mig at regnen ikke skal gå mig på. Så siger han "this song is dedicated to you" og begynder at spille på sin guitar og synge en ikke-engelsk sang. Det var en meget sød tanke og fik mig til at glemme regnen for en stund. Folk i Amerika er bare venligere end andre steder!

Den venlige guitar-mand

Ved 11:30-tiden blev vejret så nogenlunde igen, stadig overskyet men ikke mere regn. Jeg lagde mig derfor ned til poolen og hyggede mig med musik, m&m's, en bog og lidt søvn. Engang imellem tittede solen frem og jeg nød det ekstra meget. Jeg lå ved poolen indtil ca. 17:30 hvorefter jeg fik et skønt bad og nu skal jeg til at spise. I aften regner jeg med at gå en lang tur ved stranden. I går da jeg kiggede ud fra balkonen og ned mod stranden kunne jeg se flere bål og det så vældig hyggeligt ud. 

Lidt chill ved poolen hele dagen
har givet mig fornyet energi!

Okay, det er måske lidt svært at se, men mine
"sandal-fødder" er ikke særligt charmerende.
Jeg går for meget i de sko

Jeg har forresten fået tan efter min bikini i dag, så det tegner godt! Selvom der endda var overskyet. Jeg huskede også at bruge solcremen flere gange for en sikkerheds skyld.
xoxo Julie





søndag den 5. august 2012

Enjoying life!

I går eftermiddags tog Jason, Alexander og jeg ind til byen Port Aransas. Jason og Alexander skulle købe lidt forskelligt ind til bl.a. aftensmad og i mens fik jeg lov til bare at tulle lidt rundt. Jeg havde godtnok ikke alverdens tid, men det var alene og det var hyggeligt! Jeg var inde i en sportsbutik hvor jeg sagtens kunne pege på flere ting jeg gerne ville have, men jeg prøver at spare (!!) så jeg købte kun en lille sommerkjole med søde kirsebær på.

Min lille hyggelige sommerkjole

Selve byen Port Aransas er en rigtig fiskerby og det er man slet ikke i tvivl om når man går igennem gaderne! De kan godt lide at udsmykke med (falske) hajer så folk "vænner" sig til hajer - der er nemlig både hajer og farlige jellyfish i vandet her (endnu en god grund til at blive ved poolen!!). Det er sjovt når man går rundt og læser forskellige skilte som er sat op til gode for dyrelivet her. F.eks. så jeg et skilt i går hvor der stod at man ikke måtte kaste affald (selvfølgelig må men ikke det) simpelthent fordi det kan forvirre slangerne i landskabet... Nogengange stopper jeg lige op og genovervejer hvorfor jeg dog tog til Texas! Jeg har ikke lige fået taget nogen billeder, men skal sørge for at huske det næste gang jeg går forbi et underligt skilt.

Udsmykning i byen på bedste fiskermanér

Et fyrtårn og en haj i baggrunden

(Meget grimme) fiskere der bevogter byen

Jeg nød aftenen i går da drengene var faldet i søvn hvilket de heldigvis gjorde rigtig hurtigt. I byen købte jeg lidt lækkert og så fik jeg (desværre) færdiggjort min bog. De bøger er virkelig for korte!! Og jeg har ikke taget den 3. med. Hvad skal jeg lave ved poolen i dag så? Hmmm. 

En god bog, kold cola og totalt yndlings m&m's med 
peanutbutter indeni! Dem skal vi have ført til DK

Nu vil jeg få smurt noget solcreme på mig så jeg opnår mit rigtige mål: at blive lækkerbrun i stedet for krebserød - og så vil jeg smutte ned til poolen og nyde min fridag på bedste Julie manér!
For én gangs skyld sover i ikke, eller er på vej i seng når jeg skriver DK så jeg håber i får en formidabel aften :-) KRAM



lørdag den 4. august 2012

Varme og fugtighed!

En halv dag ved kysten er gået og jeg holder en lille pause inden jeg måske tager ind til Port Aransas by. Vi har været på stranden og ved poolen i dag. Stranden var sandet og med meget tang, så jeg glædede mig egentlig bare til at vi skulle op til poolen. Vejret siger kun 34 grader lige nu, men med en luftfugtighed på 79 % og kun en vindhastighed på 2 m/s er det altså en smule klamt... Jeg har endelig fået noget tan, men det skulle gerne blive meget bedre inden weekenden er omme!

Den tangede men ret befolkede strand

Ben i sit es i poolen

I aften skal jeg passe drengene mens Sara og Jason tager ud at spise, så når de er lagt i seng skal jeg bare nyde aftenen med en god bog (hunger games - løbeild) og lidt lækkert som jeg nok køber inde i Port Aransas.

Sov godt Danmark! Kram


Starten på en skøn weekend

Så er det tid til forkælelse! Jeg er taget med min værtsfamilie på miniferie til en lejlighed ved Texas kyst som min værtsfars forældre ejer. Vi er lige ankommet og jeg elsker det allerede og er sikker på jeg godt kunne bruge mere end en weekend her... 

En smuk solnedgang mødte mig da jeg gik en tur efter vi var ankommet og dejlige omgivelser overbeviser mig om at min fridag på søndag bliver helt fantastisk. Så skal jeg til poolen og få noget tiltrængt tan!

Den smukke solnedgang

Udsigten fra terassen

De andre er ude at spise og de har lovet at tage noget med hjem til mig. Bare sådan at jeg kunne få lidt alene tid - det bliver højest sandsynligt fish'n'chips som jeg aldrig har smagt før så det bliver spændende...
Bilturen var åbenbart for lang for jeg nåede at blive færdig med første bog i hunger games og er allerede begyndt på den næste.. Det er meningen den skal kunne holde weekenden ud, men jeg tvivler efterhånden lidt. Så må jeg finde noget andet at give mig til!

Den ene af de to pools der er her, som jeg glæder mig
til at skulle dykke i imorgen!

Lejlighedskomplekset som vi bor i

En af nabolejlighederne valgte at fyre op for en ordentlig Justin Bieber fest her til aften og man kunne høre flere børn huje og heppe. Bare ikke det ødelægger min nattero for så skal jeg nok personligt finde Justin Bieber og sige at det er hans skyld at jeg er cranky om morgenen. En af mine roommates fra akademiet, Grape (som frugten hvis i kan huske det) bor nemlig i Atlanta, Georgia og Justin Bieber bor i nabolaget har hendes værtsfamilie sagt. Det bliver ikke noget kønt møde!
Well, skal nok opdatere om min weekend, men den kommer sikkert bare til at indeholde en masse solbadning ved poolen.

Mange Kram, nu fra Port Aransas, Texas!



fredag den 3. august 2012

Sæt pris på de små ting

Med et par lidt nedtrykte dage i kufferten gælder det om at sætte pris på de små ting i hverdagen! Derfor har jeg lavet en liste af små dejlige ting i min hverdag de sidste par dage:
- Jeg fik en twix is til dessert i går, og med en så sund familie er det med at nyde de sjældne usunde ting
- Jeg havde glemt at der var kommet nye afsnit af en ny serie op som jeg er begyndt at se, så jeg kunne nyde hele to nye afsnit til aften
- Jeg havde en lille smule ekstra fritid i går så jeg fik mig et skønt langt karbad
- Jeg har skypet en masse med familien (måske ikke en lille ting - men jeg sætter pris på det!)
- Jeg har faktisk fået en lille smule tan selvom jeg stortset aldrig er ude (for varmt for børnene)
- Jeg har mødt en fantastisk sød au pair i dag, min første veninde i SA
- Jeg er begyndt på første bog i hunger games serien og ser frem til hvert minuts fritid så jeg kan læse lidt

Men med gode ting følger der selvfølgelig også lidt dårlige:
- Der er afsindigt mange myg her så mine ben er fuldstændig svulmet op af myggestik
- Har haft ondt i ryggen siden fredag og det bliver ikke ligefrem bedre
- Mine ben har fået en mani med at have krampe hver evig eneste nat!!!
- Jeg får aldrig nogen sms-beskeder på telefonen fordi jeg ikke har nogen amerikanske numre endnu

Som i kan se er den positive liste længere end den negative på de små ting, så jeg må egentlig have det ganske okay! (Selvom de negative ting er virkelig nederen!!) Det er efterhånden svært at finde billeder at poste i indlæggene, men jeg vil jo rigtig gerne have billeder i dem allesammen.

I går var jeg på biblioteket med den mindste dreng Ben og han var besat af en bamse-gorilla de havde der! Men det var hyggeligt. Herovre går de meget op i at være på biblioteket med børnene, mere end vi gør derhjemme er jeg ret overbevist om..

Ben på biblioteket med den store bamse-gorilla

En lille update om at sætte pris på de små ting i livet og hverdagen. Håber i sover godt derhjemme, jeg vil i hvert fald prøve at få lidt søvn nu. GODNAT

torsdag den 2. august 2012

At være Au Pair er ikke altid en dans på røde roser

Jeg har haft et par dage med alt for lidt søvn, for mange nye ting og indtryk, uvorne unger og for lidt fritid. Det er ikke for sjov når man, i hele processen op til opholdet, hele tiden får at vide, at det vil være hårdt i starten og man nogengange bare har lyst til at give op. I dag kulminerede det hele og jeg havde brug for at snakke med min værtsmor om alt. Inden man tager afsted har man altid en masse forventninger, men forventninger er farlige for når det hele ikke bliver som man troede eller forestillede sig, så er man ekstra forvirret og udkørt når dagen er omme. Det er specielt hårdt i starten fordi man hele tiden er på og har dårlig samvittighed hvis man gemmer sig på sit værelse, eller ikke hjælper til når man hører alle ungerne skrige på en gang, selvom man egentlig har fri. Forhåbentligt bliver det lettere når jeg engang får lov til at køre alene og kender nogen andre jeg kan tilbringe min fritid med. På den måde kan jeg bare "forsvinde" når jeg har fri, og så kan man altså ikke høre når børnene græder og der måske er brug for en hjælpende hånd. Lige nu er det svært at lukke alting ude og være "kold og kynisk" når man har fri. Men det er nogengange nødvendigt for man har brug for sin fritid og tid væk fra både børnene såvel som forældrene. 

Jeg har gået et par dage og tænkt at "det hele nok skal blive bedre" og "sådan her har alle det i starten" osv, så jeg har holdt det hele inde uden at give udtryk for hvordan jeg har haft det. Når familien ikke aner uråd bliver de bare ved med at fylde en med informationer og flere ting hober sig op og det bliver det bestemt ikke bedre af. Måske er man tilbageholden og genert over for at have den samtale med familien og "tænk nu hvis man græder" eller noget. Men mit bedste råd: gør det før det er for sent! Først i dag gik det virkelig op for mig hvor vigtigt det er at snakke med familien når ting ikke udarter sig som man troede de ville, og tro mig når jeg siger, at forældrene hellere end gerne vil snakke om det, for de bekymrer sig altså om en. Det har været ekstra svært med et barn med specielle behov og for at være helt ærlig følte jeg mig ikke velinformeret før jeg matchede med den her familie, hvilket har gået mig meget på. Men der er ingen vej tilbage og jeg må bare tage udfordringen op, med kommunikation med forældrene. Det er vigtigt at man sammen med familien laver sit skema og sørger for at overholde det. Hvis de på nogen måde ændrer det i løbet af ugen og man egentlig ikke er helt okay med det, så sørg for at få det sagt. Det har været nødvendigt for mig, og selvfølgelig får man det til at fungere hvis man husker at kommunikere, ellers går man måske forbi hinanden. Jeg er glad for jeg ikke har haft hjemve oven i (selvom det nok også kommer på et tidspunkt), for så havde jeg helt sikkert siddet i et fly på vej hjem nu - og ja, så svært har det altså været til tider. 

Efter jeg har haft en samtale med min værtsmor tror jeg vi har lettere ved at samarbejde og forhåbentlig kan hun også hurtigere fornemme hvis noget ikke er helt let for mig. Der er nogle emner vi skal arbejde på at forbedre med hensyn til mit arbejde men jeg er optimistisk i troen om at det nok skal blive bedre. Men for at være helt ærlig: så er det at være Au Pair ikke perfekt. Og det bliver det heller ikke, det har jeg forstået nu. Men det bliver en god oplevelse på flere forskellige måder og jeg har tænkt mig at udnytte det til fulde. Hvis der skulle sidde nogen derude der overvejer at blive Au Pair og føler sig en smule skræmt, så har det ikke været min hensigt. Det har været min hensigt at informere om, at det hele ikke er en dans på røde roser, som titlen siger, men langt de fleste ting er positive. Det er bare med at tage de negative ting op, så de ikke pludselig kommer i overtal. Intet Au Pair ophold er ens og jeg kan ikke sidde og give jer en udpenslet lektion i det at være Au Pair, men jeg kan fortælle jer noget generelt. Det har jeg gjort og jeg håber i vil tænke over det hvis i nogensinde kommer til at sidde i den situation som jeg har været i.

Måske har det her været et laaangt og kedeligt indlæg, men det var vigtigt for mig som person at kunne give andre indsigt i livet som Au Pair og ikke mindst fortælle hvordan jeg har det. 
Håber i andre har det godt, og jeg beder om at i sender en dosis positiv energi i min retning! :-)
Kram..